Præimplantation genetisk diagnose

 

Præimplantation genetisk diagnose (PGD) omfatter afprøvede og testede konceptionsteknikker, som er sikre, pålidelige og etisk ansvarlige. In-vitro-befrugtninger er nu vidt accepterede, og dette danner grundlag for vort kønsselektionsprogram.

 

Hvem har fordel af PGD?

 

   • Par, hvor den ene part er bærer af en enkelt gendefekt, ved at teste for genetiske anomalier
   • Kvinder i alderen 35+, ved at teste for aldersrelateret kromosomanomali
  • Yngre kvinder med gentagne, spontane aborter uden forklaring, ved at teste for kromosomanomali
   • Par, der ønsker balance i famlien

 

Hvad er PGD?

 

To dage efter befrugtning, består embryoen af otte celler, og er på størrelse med dette punktum. Videnskaben er nu så avanceret, at man på dette stadie er i stand til sikkert at fjerne en enkelt celle, analysere den for en række kønsspecifikke kromosomanomalier, og sikre at kun upåvirkede embryoer bliver implanteret i livmoder. Denne specialteknik kaldes præimplantation genetisk diagnose (PGD).

 

Den enkelte celle, der indeholder materialet, som understøtter fosterets udvikling, fjernes fra embryoen, og dens kromosomopbygning, hvor X- og Y-kromosomerne klart kan skelnes, analyseres under omhyggeligt kontrollerede laboratorieforhold. Embryoens udvikling forstyrres på ingen måde af at en enkelt celle fjernes, og fortsætter med at vokse normalt.

 

Hvorfor PGD?

 

At børn fødes med kromosomanomalier forekommer i
   • 1 ud af 1000 fødsler hos kvinder på 30 år eller yngre
   • 1 ud af 350 hos 35-årige
   • 1 ud af 100 fødsler hos 40-årige
   • og endelig ved 1 ud af 25 fødsler hos 45-årige.

 

Formålet ved PGD er at kun de sunde embryoer vælges (så vidt det er muligt at teste kromosomerne) til implantation i håbet om at opnå flere graviditeter, færre spontane aborter og sundere afkom.